-
Sygdomsudbrud i Afrika sender Bavarian-aktie op
Источник: BDK Finans / 26 июн 2024 07:57:17 America/New_York
Bavarian Nordic-aktien er med afstand onsdagens højdespringer på det danske C25-aktieindeks. Selskabet har samme dag udsendt en meddelelse om, at man har søgt om lov til at markedsføre sin vaccine mod den såkaldte chikungunya-virus i Europa. Men det var allerede kendt, at den var på vej, og derfor er det nærliggende at pege på en anden årsag til den kraftige kursstigning. Flere medier, blandt andet BBC, fortæller nemlig om fundet af en ny stamme af abekopper, som spreder sig i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Bavarian Nordic har patent på den eneste godkendte vaccine mod abekopper, Jynneos. Tidligere udbrud af sygdommen i Afrika har resulteret i nye, store ordrer fra lande, der vil forberede sig inden et eventuelt sygdomsudbrud. - Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det, der driver aktien i dag, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire. - Bekymringen er, at det er en mere smitsom og farlig variant, der kan sprede sig til den vestlige verden, siger han. Tilbage i 2022 opstod der et udbrud af abekopper i Storbritannien, som siden spredte sig til en lang række andre lande. Udbruddet menes at have rødder i Nigeria og resulterede i, at knap 100.000 blev smittet. Der er indtil videre registreret 188 døde i den forbindelse. Abekopper er en virussygdom, der kan smitte ved seksuelt samvær eller anden kontakt og manifesterer sig en uge eller to efter, at man er blevet smittet. Symptomerne er feber og et markant udslæt, der kan være i op til fire uger. I værste fald dør man af sygdommen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/sygdomsudbrud-i-afrika-sender-bavarian-aktie-op